Velkommen til Servas Danmark

- Bo hos de lokale og få nye venner over hele verden

Canada og USA: Drengenes Dagbog

Drengenes Dagbog

Tre unge mænd var i foråret 2011 på tur i Canada og USA. Følg med dem her…..

Lav link til artiklen

I går tog vi tilbage til Vancouver efter nogle dejlige dage i sneen.
Nu sidder vi her en onsdag morgen på et sødt lille hotel i centrum af Vancouver. I morgen tager Laust tilbage til Whistler og vi tager videre til Seattle, hvor vi pt er ved at arrangere vores første Servas-besøg. Til jer der ikke ved det, så meldte vi os ind i Servas, før vi tog afsted. Det fungerer lidt ligesom Couchsurfing, hvor man kan komme og bo hos familier.

fredag den 18. marts 

Seattle is the place!
Nu er vi kommet til Seattle og ikke bare til lufthavnen, men til SEATTLE!!
Igaar rejste vi fra Laust og Vancouver og har nu begivet os ud paa what it’s all about! foer vi forlod Vancouver kom vi i kontakt med vores foerste Servas host – weeee! Frederik ta’ lige over…

…okay saa vi tog bussen hertil og blev smidt af midt i den seattleske storbyjungle. Herfra skulle vi finde bus nr. 26 mod Wallingford?? Wow – regel nr. 1 i Seattle: kan du ikke finde vej skal du blot vifte med et kort eller se lige saa forvirret ud som Casper. Vi blev mere eller mindre eskorteret hele vejen til Wallingford – halvdelen af bussen diskuterede hvor det var smartest for os at staa af. Det er bare noget helt andet her end Oddergrisen. Saa vi er nu hos vaerten..Casper skriv lige faerdig… 

Vaerten har taget ualmindeligt godt imod os. Vi startede med at spise aftensmad paa Chinooks – en fiskerestaurant – hvor hun naegtede os at betale noget som helst, vildt. Derefter fulgte en 2 timers rundtur i Seattle i hendes lille Mazda 3. De to timer gav os flere informationer end vi nogensinde kunne have opnaaet paa egen haand. Da vi kom hjem gik vi en kort tur i en park med hendes hund, Dixie, hvorefter det var paa hovedet i seng…

Her til morgen blev vi overrasket med Dutch Babies og Ahorn Sirup (opskrift foelger), og nu tager vi mod downtown…

Alt koerer som smurt, og vores foerste servas-oplevelse har vaeret over al forventning!
Nyd det!

lørdag den 2. april
Så hændte det at vi skulle udfordres kulturelt og se kunst af en anden aktør end den euforiserende Nordamerikanske natur. Vi havde set solen knejse over Whistlers bjerge, mærket den isnende, rene bjergluft og havde følt naturens totale overtag – snefald i mængder som bevidnede, at den globale opvarmning endnu ikke er verdenshersker. Kultur eller ej, men ihvertfald en oplevelse og målestok for denne aftens, skal vi sige overraskende, udfald.
Da Portland efterhånden må siges at være Nordvestamerikas kulturhovedstad, besluttede vi efter en hyggelig dag i Portland hos vores søde Servasværter at skimme byens gratis kulturaviser igennem for at finde en koncert. Overalt stod Akron/Family nævnt som aftens kunstneriske højdepunkt og da spillestedet oven i løbet lukkede mindreårige ind (Albert og Frederik) var beslutningen truffet. 20.45 stod vi klar ved billetlugen og til vores store overraskelse var der stadig billetter at købe. Hvad der overraskede os endnu mere var at salen næsten var tom her 15 min. før koncertens start. Well, kl 21 gik aftenens FØRSTE navn på, og ja et enkelt opvarmningsvand er sjældent af vejen. Duoen spillet støjende, eksperimenterende postfolk/-indie, men var ikke helt uinteressant i kraft af musikernes dygtighed. Trommeslageren var i særdeleshed noget ved. Herefter fulgte et opvarmningsband mere, og vi tænkte, ja, men TO opvarmningsbands er vel ikke helt ved siden af – vi får virkelig valuta for pengene. Bandet fulgte genremæssigt første bands fodspor, men var om noget mere støjende. Så kom TREDJE band, en meget avantgarde jazzduo, som tvang vores ellers ret tolerante og tålmodige øren ud på første lydpause i mellemgangen. Vi ville gerne have været udendørs, men stedet kørte ikke med “re-entrance”, så aftenen tog en faretruende og ret irriterende drejning – ingen frisk luft og ingen øl pga den amerikanske flueknepperiagtige udskænkningslov. Ja som du måske fornemmer var stemningen ikke på sit højeste… Da fulgte FJERDE og så FEMTE støjende opvarmningsband, som ikke kræver videre beskrivelse. På daværende tidspunkt havde vi befundet os i kulturens helvede, et støjinferno uden sammenligning i 3 1/2 timer vel at mærke uden succesoplevelser, følelse af velbehag og positive stimuli. En slags knap så succesfuldt Portland-pot-pourri.
Da kom endelig aftenens hovednavn på scenen. Klokken havde passeret 00.30 og stemningen nåede ikke just spærene, men efter et par ret lækre, overbevisende trestemmige vers begyndte foden trods alt at vippe i et taktfast rytme mod koncerthallens beskidte trægulv. Bare det at fornemme en puls i musikken var en befrielse. De gode numre fortsatte en stund, men da tog også dette band en sær drejning. Pludseligt fandt forsangeren en blokfløjte frem (et faretruende signal når manden har Beatles-hår og John Lennon briller?) mens trommeslageren og bassisten fulgte trop med andre indianske instrumenter. Nu begav de sig ned mellem publikum som taktfast klappede en rytme, som det tydeligt ikke var intentionen skulle holdes. Minutter senere begyndte en papmachevulkan, som prikken over i’et at skyde røde hjerteballoner til vejrs og stemningen ændredes til en fællessangs-peace-hippie-psykedelisk-kærligheds ceremoni, der endeligt fik os til at trodse “no re-entrance” skiltet og forsvinde i den våde nordvest-Oregonske nat. Vi var rystede og talte stort set ikke sammen før vi nåede bilen og dermed var tilbage i trygge rammer… Fra koncerten gik turen til McDonalds. Vi måtte have noget vant indenbords efter sådan en aften i indie-kulturelitens varetægt, men selv det var ved ikke at lykkes for os. Efter et par mislykkede forsøg på at ramme en parkeringsbås og en håbløs vandring om den sikkert aflåste burgergigant indså vi at drive-in var eneste mulighed. Som om det ikke skulle være nok, gik også bestillingen galt og vi endte med at stille vores lille snack-sult med ikke mindre end 4 big macs og 2 cheeseburgere… God nat.

Efter at have udforsket Portland nogle dage og bl.a. spist nogle berømte doughnuts (The magic is in the hole.. tihi fnizz), gik turen videre i retning af Ontario. Vi fik taget afsked med vores naturentusiastiske Servasværter (By the way var de ret søde. Deres datter, Tess, viste os de fede steder i byen og sønnen, Nathan, snakkede befriende meget) og pakket bilen. På turen mod Ontario, så vi et vandfald kaldet Multnomah Falls… Flot.

14. april 

Say what! We are officially in f*cking Califonia!

Efter vores fantastiske ophold hos Jan og Todd i Ontario, forlod vi staten Oregon og vupti – vi cruZer nu rundt på highway 1 og 101 i det gudsbenådede Californien.
Det første der mødte os i CA var de fantastiske Redwoods som huser nogle af verdens største træer. Det danske, ifølge digteren så allerhellige egetræ er UKRUDT i sammenligning med disse majestætiske nåletræer. Ja så dem skulle vi selvfølgelig køre “igennem” HAHAHAHA

Herover: Provinsdrenge i skoven


Vi fandt et motel og hoppede op på Servas-hesten igen og fandt en vært. Vi fandt en lokal, som boede ved India Basin syd for SF downtown. I indkørslen blev vi mødt af en lille sød dame med peacetegn i ørerne og iført Obama t-shirt. Damen hed Nancy og hun boede her med en udviklingshæmmet kvinde. Dette fandt vi selvfølgelig først ud af den første nat, da vi blev vækket af skrig og gråd, hvilket foruroligede os en smule. Dagen efter viste det sig at kvinden  var blevet oprevet over, at hendes tøj ikke var blevet vasket – så værre var det sådan set ikke. Hun viste sig heldigvis at være både sød og skør og sjov. 

Nancy var rigtig god til at give os tips om byen og samtidig give os masser af frihed til at udforske på egen hånd, og i modsætning til mange andre steder hvor vi har boet, gav hun os masser af små opgaver som vi skulle hjælpe hende med (den sidste aften lavede vi for tredje gang frikadeller og kartofler med persillesovs, som efterhånden må betegnes som vores specialitet). Tro det eller ej så var det faktisk befriende at få lov til at hjælpe lidt til. Til morgenmad den sidste morgen lavede vi biksemad og scrambled eggs (amerikansk morgenmad ifølge Nancy) og her kommer en episode som beskriver Nancy utroligt godt: Mens vi spiste morgenmad kom en dame, der ville tale om et eller andet miljø-energi-fis. Hun havde et skema som skulle udfyldes mest med ja’er og nej’er, men efter hvert eneste spørgsmål kom selvfølgelig en laaang beretning om Nancys liv, børn, hus, oplevelser – you name it. Så hvad der kunne været klaret på 10 minutter, varede måske nærmere halvanden time 🙂

I løbet af vores 3 dage i SF nåede vi alt fra Cable Cars til Alcatraz. Vi besteg byens stejle gader ideelle til en 70’er biljagt. Vi spiste clam chowder i surdejsbrød ved Fisherman’s Wharf. Vi shoppede “John Lennon briller” på Haight Street. Vi kiggede på homoseksuelle rulleskøjteløbere i Golden Gate Park og spiste cassoulet akkompagneret af sprød dinerjazz. Til alle jer som overvejer at tage til San Francisco -GØR DET!!