Servas Danmark GF 2020. Udflugt til Ydby Hedes bronzealdergravhøje
Servas Danmark GF 2020. Udflugt til Ydby Hedes bronzealdergravhøje
Dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Aflæggelse af årsberetning for det senest forløbne år.
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab.
4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer.
5. Fremlæggelse og godkendelse af budgetforslag, herunder eventuelt fastlæggelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
1. Valg af dirigent og referent
Jens Pilgaard blev valgt som ordstyrer, Ingrid Pedersen som referent.
2. Aflæggelse af årsberetning for det forløbne år
I sin beretning om året, der er gået siden sidste års generalforsamling i Permatopia, sagde Jan, at der heldigvis igen er stor interesse for Servas. Allerede nu har han ekspederet flere Introduktionsbreve end hele sidste år.
På grund af et nyt internationalt afregninssystem skal vi have styr på vores medlemsregistrering. Det har Sus, Alice, Tarja og Eva sørget for, at vi får. Det har været et kæmpearbejde. Tak for det. I fremtiden skal vi betale international kontingent ud fra antallet af medlemmer. Derfor skal vi have styr på dem.
I årets løb er der udsendt et dansk nyhedsbrev og et internationalt. Desuden nævnte Jan, at vi får en del ros for vores nye hjemmeside.
Vi har (selvfølgelig) ikke haft ret mange rejsende i coronatiden, men det ser som sagt ud til, at der er gang i Servas igen.
Vi har holdt to bestyrelsesmøder i årets løb og haft et sommertræf i Gunna Starcks gårdhave i det indre København.
Den kommende internationale generalforsamling bliver holdt i Indien i november 2022, men bliver også delvist på zoom. Sus er medlem af det internationale Nominations Team og deltager derfor uden omkostninger for Servas Danmark. Servas Danmark betaler for den delegerede (Jan Degrauwe) som repræsenterer Danmark.
Desuden holdes et Internationalt Servas-familietræf på Sicilien. Det er åbent for alle Servasmedlemmer.
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
Kasserer Ingrid Pedersen fremlagde regnskabet, som viste et underskud på 3327,43 kr. Underskuddet skyldes især, at vi har haft meget få rejsende, vort bidrag til Servas International, samt en lidt dyr generalforsamling sidste år (betaling for mødelokale).
4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer
Generalforsamlingen vedtog følgende betalingsmodel for danske Servasmedlemmer:
5. Fremlæggelse og godkendelse af budgetforslag, herunder eventuelt fastlæggelse af kontingent
Kassereren havde ikke lavet budget, men vi gætter på flg.:
Kontingentet bliver som vi vedtog under punkt 4.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
Jan Degrauwe, Sus Thestrup og Dorte Kjær blev genvalgt til bestyrelsen.
Gunilla Heick og Marianne Skovgaard blev genvalgt som suppleanter.
7. Valg af revisor.
Gunna Starck blev genvalgt som intern revisor.
8. Eventuelt
Der blev spurgt, hvad man gør, hvis man vil rejse til lande, der endnu ikke har alle medlemmer på ServasOnline. Det fremgår af hjemmesiden, at man kontakter Sus Thestrup, som kan finde værterne frem i det gamle medlemssystem.
Der bliver sendt opkrævninger ud – på email – når man skal betale sit medlemskab. Introduktionsbrev skal som sædvanlig betales, når man får sit eStamp og derefter er det gyldigt et år.
Flere (meget aktive) rejsende har hele tiden et opdateret Introduktionsbrev, så de altid er klar til at tage af sted.
Som sædvanlig holder vi sommertræf i Gunna Starcks gårdhave, Rosengården 5 i København (tæt på Nørreport station). Gunna laver kaffe og the. Gæsterne medbringer kage, frugt o.a. Vi har i år flyttet arrangementet til en søndag, og det bliver søndag den 14. august 2022 kl. 14.
Tak til Jens Pilgaard for at stille sit dejlige hus – og udsigt – til rådighed for generalforsamlingen.
Hilsen til jer alle fra Ingrid (referent)
Vejret var for dårligt til udflugten som ville have været en travetur langs Lillebælt.
Generalforsamlingen havde 18 deltagere. Det var:
Jan Degrauwe, Karen Andersen (Permatopia), Jørgen Aaborn (Permatopia), Gregers Hoff, Marianne Skovgaard, Alice Vilstrup, Connie Berg, Mona Petersen, Francoise Brustis Landsdorf, Ingrid Pedersen, Bjarne Kjær, Didde Dalkvist, Sus Thestrup, Gunilla Heick, Christian Heick, Tarja Porkka Knudsen, Eva Honoré, Gunna Starck
Dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Aflæggelse af årsberetning for det senest forløbne år.
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab.
4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer.
5. Fremlæggelse og godkendelse af budgetforslag, herunder eventuelt fastlæggelse af kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
1. Valg af dirigent og referent
Karen Andersen blev valgt som dirigent, Ingrid Pedersen som referent.
Det blev konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.
2. Aflæggelse af årsberetning for det senest forløbne år
Servassekretær Jan Degrauwe nævnte i sin beretning, at det kun er syv måneder siden, at vi havde forrige generalforsamling, der var udsat til 29. september pga coronarestriktioner. Desuden sagde han:
Beretningsdiskussionen drejede sig mest om Servas Internationals nye afregningssystem, som forventes vedtaget. Diskussionen kredsede om opkrævning af kontingent hos alle danske medlemmer – herunder værter. Generalforsamlingen var positiv overfor at opkræve et mindre kontingent for værter, da de jo også har glæde af Servas. Bestyrelsen vil på næste generalforsamling komme med en redegørelse for, hvordan den har arbejdet med medlemsregistrering i Danmark og med et forslag til kontingentopkrævning i Danmark.
Flere var bekymrede for, om der bliver brugt unødigt mange penge i det internationale budget. Jan Degrauwe og Sus Thestrup, der deltager i det internationale arbejde, mener at der bliver sparet på omkostningerne, men vedligeholdelse af det altafgørende ServasOnline sluger næsten halvdelen af budgettet. Der er ingen lønnede medarbejdere i Servas International.
Sus Thestrup understregede, at revision, orden og rutiner sikrer, at det internationale pengeforbrug dokumenteres korrekt, og at færre mennesker får flybilletter til at deltage i møder.
Der var forskellige forslag til, hvordan vi kan undgå at betale negativ rente og gebyrer af vores (beskedne) formue i banken, men ingen blev vedtaget.
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
Kasserer Ingrid Pedersen gennemgik regnskabet, der desværre viste et underskud på 8819 kr. Det skyldes især, at der pga. corona har været meget få rejsende, og at vi har fået en professionel webdesigner til at lave en ny hjemmeside, som vi er meget glade for.
Generalforsamlingen godkendte regnskabet.
4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmer
Der var ingen indkomne forslag.
5. Fremlæggelse og godkendelse af budgetforslag, herunder eventuelt fastlæggelse af kontingent.
Kassereren præsenterede et budget, hvor vi også regner med et beskedent underskud på 1875 kr. Det skyldes især, at vi kun budgetterer med 50 rejsende.
Der blev ikke truffet nye beslutninger ang. kontingent, så basismedlemmer betaler fortsat 40 kr./årligt og rejsende betaler 260 kr.
Som nævnt er bestyrelsen i gang med at gennemgå medlemskartoteket, og Eva Honoré, Tarja Knudsen og Alice Vilstrup tilbød at indgå i den gruppe, der skal arbejde med at sende mails og ringe til de enkelte medlemmer.
Budgettet blev godkendt.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
Didde Dalkvist og Ingrid Pedersen blev genvalgt til bestyrelsen. Alice Vilstrup blev nyvalgt.
Marianne Skovgaard og Gunilla Heick blev genvalgt som suppleanter.
7. Valg af revisor
Gunna Starck blev genvalgt.
8. Eventuelt
Her diskuterede deltagerne, hvordan man får flere (unge) med i Servas. En deltager fortalte, at hun giver sin børnebørn en konfirmationsrejse, hvor hun og den unge bor hos Servasværter.
I august måned inviterer Gunna Starck igen til kaffe og kage i sin gårdhave ved Kultorvet i København. Datoen er som annonceret på hjemmesiden d. 14. august 2021.
Referent: Ingrid Pedersen
Generalforsamlingen fandt sted i Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy – et både dejligt og spændende sted. Vi var desværre kun 12 deltagere, da en del meldte afbud pga. corona.
Deltagere: Susanne Thestrup, Günther Neumann, Ellen Poulsen, Ingrid Pedersen, Gitte Grønbæk, Per Grønbæk, Alice Vilstrup, Mona Lolk, Jan Degrauwe, Anette Falk Lund, Steen Carlsen, Dorte Kjær
Dagsorden:
1: Per Grønbæk blev valgt som dirigent og Ingrid Pedersen som referent.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt på Servas Danmarks hjemmeside servas.dk og i Nyhedsbrevet.
2: Jan Degrauwe aflagde bestyrelsens beretning og nævnte bl.a. at:
3: Fremlæggelse af regnskab. Kasserer Ingrid Pedersen gennemgik regnskabet. Vi havde et beskedent overskud på 1644 kr. Det burde have været større, men Servas International havde bedt os om at betale for både 2018 og 2019. Hidtil har vi betalt et år bagud.
4: Der var ingen forslag fra hverken bestyrelse eller medlemmer.
5: Kassereren havde glemt at lave et budget, men vi må forudse væsentligt lavere indtægter i 2020 pga. corona, der forhindrer rejser. Udgifterne forventer vi bliver på samme niveau som 2019. Der er pt ingen planer om at indføre kontingent for værter. Rejsende skal fortsat betale 260 kr. og basismedlemmer 40 kr.
6: Valg. Susanne Thestrup, Dorthe Kjær og Jan Degrauwe blev genvalgt til bestyrelsen. Didde Dalkvist og Ingrid Pedersen var ikke på valg.
Gunilla Heick og Marianne Skovgaard blev genvalgt som suppleanter.
7: Gunna Starck blev genvalgt som kritisk revisor.
8: Evt.
Her drøftede vi Servas Internationals økonomiske situation herunder de ’rige ’ lande (som Danmarks) forpligtelse til at sikre, at de fattige Servaslande fortsat kan bestå, selv om de ikke kan medfinansiere SI. Men uden dem, ville der være færre spændende Servaslande at besøge.
GF 2021: Næste års generalforsamling holder vi en af de sidste weekender i april 2021. Datoen bliver meldt ud snarest på Servas’ hjemmeside www.servas.dk. [siden mødet: Vi har allerede aftalt med Karen og Jørgen, der bor i det spændende Permatopia ved Karise, at generalforsamlingen 2021 bliver holdt der. Læs mere om stedet her: https://www.permatopia.dk/]
Hilsen Ingrid Pedersen, 28. september 2020
Arne Dahl og hans kone følte sig som medvirkende i en Hitchcock-film, da de stod af bussen midt i den israelske ørken
Af Arne Dahl
Lav link til artiklen
I en Hitchcock film ”North by North West” fra 1959 tager Cary Grant bussen ud i ørkenlandet og stiger af på et gudsforladt øde sted, hvor han senere jages af en enmotors dræber-flyvemaskine. Noget lignende følte jeg, da Monique og jeg ankom med langvejs-bussen og blev sat af 110 km fra Eilat midtvejs til Masada fæstningen ved et mikroskopisk busstoppested i det golde ørkenlandskab.
Her stod vi med vore pakkenelliker midt i stilheden. Vel 5 minutter helt alene. Sol, ørken og ingenting. Men så en lyd. Fra en ørkenvej kom en firehjuler kørende, over landevejen, hen til os, standsede og en slank sportstrænet 50-årig mand steg ud. Welcome to Zopar, I am Michael. This way. Get in. Yona awaits you with coffee.
5 minutter efter var vi fra det bare ingenting ankommet til et hus med udsmykkende mosaikker omgivet af blomstrende frugttræer, en kæmpe volière med kvidrende fugle samt et tilstødende pottemagerværksted, hvor tørrede palmegrene hang ned fra loftet over de udstillede varer.
Det er ikke en naturlig oase, sagde Mike ved kaffen, stedet er skabt ved boring af brønde, rør på ned til 100 meters dybde til de store vandreserver, der findes nedenunder den golde ørkenoverflade. For 25 år siden fik vi stillet huset til rådighed til købspris fra den israelske regering, og så gik vi i gang med brøndgravning, tilplantning og opdyrkning af ørkengrunden. Nu har Yona så også dekoreret huset, og vi har bygget værksted og gæstehus selv. Vore 2 børn henholdsvis studerer og er i tvungen 2-3 års militærtjeneste.
Yona, en slank, smuk kvinde, lidt yngre end sin mand, viste os rundt i haven og potteværkstedet, mens de 2 hunde og katten fulgte efter. Hendes pottemagerarbejde var enkle smukke blåglaserede krukker, kopper og tallerkner. Jeg tager mig af alt med huset. Mike tager sig af plantagen. Den viser han jer nu.
Og så kørte vi igen, tilbage ud i ørkenen, over landevejen og mod Jordan til kæmpemæssige, store teltlignende drivhuse. De fleste dyrker peberfrugter, især røde, men jeg har specialiseret mig i tomater. Og det måtte han nok sige. I hundredvis af lange rækker med tomattræer i 2-3 m højde med tomater i alle farver og størrelser. Ved et udstillingsbord smagte vi på dem, og aldrig i mit liv har jeg smagt så velsmagende tomater. Ikke disse ensfarvede, hollandske supermarked tomater komplet uden smag. Nej her var noget ganske andet. Smukke gule, grønne, røde. En delikatesse for øjet, for ganen.
Vi bestøver nu med bier, hvor vi før gjorde det med håndkraft, og ved hver 2. række stod et bistade, hvor bierne cirkulerede ud og ind. Langs rækkerne gik kvindelige thailandske arbejdere. De får et indrejsevisum på 5 år og en god løn, som de sender hjem, forklarede Michael. De er så glade for jobbet, at enkelte forfalsker visaet senere for at blive, men det opdages altid.
Så skal vi til det nærliggende Jordan. Mike kører ned ad den støvede vej til grænseovergangen, viser blot et kort, den enlige vagtpost nikker, og vi kører ind i Jordan uden at vise vore pas. En kilometer inde ligger nye israelske tomatfarme fra før fredsslutningen med Jordan, som Micheal Ofran stadig bestyrer. Han har forsøgt at undervise Jordanere i systemet med brødgravning, overrisling og tomatdyrkning uden held eller større interesse. Så nu har Damaskus-regeringen overladt drivhusene til ham mod et gebyr. Jeg kan også køre til Damaskus uden pas, siger han, blot Palæstinenserne ikke involveres er der ingen problemer med Jordanerne og grænsekontrollen.
Tilbage i Israel passerer vi farme, hvor 8-10.000 køer, som kommer 3-4 gange årligt fra Australien, er en måneds tid i karantæne før udstationering i Israel, som har en meget stor kvægbestand. Ligeledes ligger der her store kalkunfarme, hvor op til 40.000 kalkuner er i karantæne hvert 6. uge året igennem.
Længere væk ligger andre regeringshuse i ørkenen, hvor lignende landbrugsprojekter er sat eller sættes i gang. Små oaser skabt ved hårdt arbejde i den bare ørken. Vi tager på ørkentur og kører i sandet op på et højdedrag med vid udsigt over ørkensletten. Der er faktisk ikke meget, det ligner veje her, men Michael Ofran hører til redningstjenesten og kender hver en busk, hvert et ørkenspor. Vandområdet ligger fra 50 til 1100 meters dybde, forklarer han. Alle de rør, vi ser, er filtre, som nedkøler det varme vand fra jorddybderne, før anvendelsen. Der har været jordrystelser, som et enkelt sted bragte vandet til overfladen, så der skabtes en større sø, der nu omsider er forsvundet.
Tæt ved ligger Nabatæernes karavanesti, en ørkenvej helt fra Afrikakysten med et ørkenfort i ruiner. Sådanne forter lå placeret med kamel-dagsrejsers mellemrum hele vejen lige til Petra, og denne fantastiske, mystiske klippeby, som kun kan nås igennem en 1 km lang klippespalte – byen, der i sin storhedstid fra det 3 årh. før til det 3 årh. efter Kristus, havde 20-30.000 indbyggere, og som senere blev totalt glemt af omverdenen – lå kun 20-25 km borte inde i Jordan. Petra (ligesom Skt. Kathrines kloster på Sinaihalvøen) besøgte vi også, men denne uforglemmelige oplevelse er en helt anden spændende historie.
Ofrans har en vidt omspændende handelsvirksomhed. Han er nu direktør i Blaser frugt og grøntsagsvirksomhed med eksport til USA og visse europæiske lande med produktudviklingssamarbejde med Spanien på tomatsiden, hvor de nu laver tofarvede – rød /grønne – velsmagende cherry tomater.
Yona og Michael Ofran har været medlemmer af Servas Israel i nogle år, men det er ikke så ofte, at danske Servas medlemmer som os, kommer forbi, da mange nok er tilbøjelig til at suse forbi det lille ørkensted. Men det er synd. Bysamfundet Zopar og Yona og Michaels gæstfrihed var måske turens højdepunkt i de 14 dage, vi var i Israel. Vi oplevede og lærte så utrolig meget bare ved den ene dags besøg med overnatning, at opholdet blev en så stor og ganske uventet berigende oplevelse for os.
Mike skal tage afsked med en kunde, en chefkok fra Tel Aviv, som kom om morgenen med privatmaskine. Vi kører til den frimærkestore flyveplads nærved. Kokken køber direkte ind til sin restaurant og har senere været på besøg hos andre frugt leverandører
Han kommer i taxi til flyvepladsen, får nogle kasser tomater med sig, og så af sted. Vi vinker. En begivenhedsrig dag. Jeg skal huske at give Irma besked om velsmagende israelske tomater!
Jordanere mener det af hele deres hjerte, når de siger ”Welcome”, fortæller Rosa Birthe og Karsten, der for nogle år siden var i Mellemøsten for første gang
Lav link til artiklen
Af Rosa Birthe og Karsten
Der er kun 2 Servasværter i Jordan. Vi overnattede ikke hos nogen af dem, men det medførte flere oplysende samtaler, og den sidste dag tog den ene (en 26-årig mand) os med på en uforglemmelig trekkingtur i en kløft op fra Det døde Hav igennem en hvirvlende, brusende, varm mineralsk strøm. Det var dejligt afspændende at sidde i de små vandfald.
Jordan kan varmt anbefales, og alle steder blev vi mødt af meget venlige jordanere. Og på deres spørgsmål til os om, hvor vi kom fra, svarede vi, at vi kom fra Danmark. Da var det altid dette svar, der mødte os : “Welcome”! Og de mente det af hele deres hjerte.
Vi var i Jordan i 14 dage, og det var bestemt en stor og god oplevelse. Vi havde ikke været i Mellemøsten før, så det var spændende. Området emmer af oldtid, og der er masser af såvel kristne som islamiske mindesmærker. Vi besøgte en del af dem. Petra og Jordanfloden (Jesus’ dåb) er selvfølgelig et must – og bestemt et besøg værd.
Mindre kendt er Umm Qais og Jerash i det grønnere nordlige Jordan.
Vores favorit er Umm Qais: få turister, lille by, dejlig energi og fantastisk udsigt over Genesareth sø (i dag Lake Tiberias) og Golanhøjderne. Og så er der jo miraklet, hvor Jesus sendte dæmoner, som havde besat en huleboende mand, ind i en flok svin, som så løb ned ad bjerget og ud i søen.
Jeg (Rosa Birthe) og min datter Lea (som havde et halvt års praktikophold i Amman) havde en fantastisk oplevelse ca. 10 km fra Umm Qais og tæt ved den Palæstinensiske grænse. Vi var i en lokal badeanstalt med vand fra varme kilder, hvor der kun var kvinder og piger i alle aldre. De var helt vilde med os, som de eneste udenlandske gæster. Hvor kommer I fra, hvad hedder I? Overstrømmende glæde, venlighed og grin mødte os og opstod i os. Karstens svømmetur i det samme lokale badeanstalt for mænd fik ikke samme modtagelse, han var vist for mørk i huden til at være en særling.
Vi skulede jo noget nervøst ind mod Syrien (ca. 20 km), men hørte eller så intet til den frygtelige borgerkrig.
Vi svømmede i Det Døde Hav, hvilket er en stor og speciel oplevelse, og nød nogle dages “ferie” ved Det Røde Hav (i Ægypten, havde taget færgen fra Jordan) med flot snorklen over koralrevet.
To besøg hos værter på Vancouver Island i Canada
Lav link til artiklen
Af Ib Salomon og Inger Anneberg
Port Alice? Hvor i alverden er det? Eller: Port Alice, hvad vil I dog der? Det var de to typiske reaktioner, vi fik, når folk på den sydlige del af Vancouver Island hørte, at vi havde tænkt os at køre op til den nordligste ende af den bjergrige ø, der sådan cirka er på størrelse med Jylland. Men vi ville til Port Alice, for her boede de eneste Servasværter i den nordlige ende af den canadiske ø. Vancouver Island har ca. 700.000 indbyggere, men over halvdelen bor i hovedbyen Victoria, hvorimod den nordlige del af øen er særdeles tyndt befolket. Det kan vi skrive under på efter ca. 400 kilometers kørsel mellem høje, skovklædte bjerge – og når vi skriver skov, så mener vi det, for skovene på Vancouver Island er langt højere og tættere, end vi er vant til. Flere steder på øen er der tempereret regnskov med metertykke stammer, der rækker 30-50 meter opad. De sidste 42 km til Port Alice er udnævnt til ”scenic road”, så her snoede og vred vejen sig frem gennem et bakket skovlandskab. Vi fandt byen og vores værter,
Maggie og Lyle Flostrand. De er begge 76 år, men at de er særdeles aktive pensionister, fandt vi hurtigt ud af. De bor i et smukt træhus, og uden for vejrer bl.a. det norske flag, for som deres efternavn antyder, har de norske rødder. Vi var sent fremme, så Maggie havde gjort maden klar, den lækreste laks. Og til bordet havde de skaffet et dansk stofflag – de fortalte, at de altid prøver at skaffe det rigtige flag, når de har Servasgæster. Det sker 1-3 gange om året. Port Alice ligger ved noget, der kan minde om en norsk fjord, og hele byen er bygget op om ”The Mill”, en gigantisk skovindustri nogle kilometer syd for byen. Her har Lyle været kemiker i årtier, alt imens Maggie tog sig af de skolebørn, der krævede specialindsats – selv har de opdraget tre børn. De fortalte rigtig meget om det lille samfund (der bor ca.1500 mennesker i Port Alice) og vi fandt snart ud af, at heroppe kræver rigtig mange opgaver en frivillig indsats – og at Maggie og Lyle har ydet deres rigelige bidrag. Der var stort set ikke et projekt, de ikke har været involveret i. Vi boede to nætter i Port Alice, var ude at sejle med Lyle – og fangede to flotte laks, mens Maggie tog os med på en byvandring bl.a. ad den rekreative sti langs fjorden, hun har været med til at få etableret.
Vi har været værter i mange år, men har kun i beskedent omfang brugt Servas når vi er ude at rejse, men besøget i Port Alice var ikke den eneste gode Servas-oplevelse på Vancouver Island, for vi boede også to nætter hos et par i Victoria, Sheena Carlson og Redmond O’Conell. Også her blev vi modtaget med største hjertelighed og hjælpsomhed, og Redmond fortalte beredvilligt om det bijob han har som ”town crier” – det vil sige, at han fungerer som udråber under store optog og byfester. At der ligefrem holdes mesterskaber for ”town criers” var også nyt for os, men det er jo noget af det fine ved at være Servas- rejsende – at man får indblik i tilværelser, der er meget forskellige fra vores.
Vi kan i det hele taget varmt anbefale Canada, og ikke mindst den vestlige del (British Columbia) som rejsemål. Sprogligt går det nemt, og overalt mødes man af venlig nysgerrighed – hvortil kommer en overvældende natur.
Efter Vancouver Island tilbragte vi et par uger i Vancouver, og en af dagene var det store samtaleemne et relativt kraftigt jordskælv (6,4 på Richterskalaen), vi mærkede det dog ikke, og der var ingen alvorlige skader, men tv-nyhederne havde naturligvis et indslag om det. Plus et kort, der skulle forklare, hvor det fandt sted: 80 km fra Port Alice. ”Der har vi været”, råbte vi næsten i munden på hinanden.
Tre unge mænd var i foråret 2011 på tur i Canada og USA. Følg med dem her…..
Lav link til artiklen
I går tog vi tilbage til Vancouver efter nogle dejlige dage i sneen.
Nu sidder vi her en onsdag morgen på et sødt lille hotel i centrum af Vancouver. I morgen tager Laust tilbage til Whistler og vi tager videre til Seattle, hvor vi pt er ved at arrangere vores første Servas-besøg. Til jer der ikke ved det, så meldte vi os ind i Servas, før vi tog afsted. Det fungerer lidt ligesom Couchsurfing, hvor man kan komme og bo hos familier.
fredag den 18. marts
Seattle is the place!
Nu er vi kommet til Seattle og ikke bare til lufthavnen, men til SEATTLE!!
Igaar rejste vi fra Laust og Vancouver og har nu begivet os ud paa what it’s all about! foer vi forlod Vancouver kom vi i kontakt med vores foerste Servas host – weeee! Frederik ta’ lige over…
…okay saa vi tog bussen hertil og blev smidt af midt i den seattleske storbyjungle. Herfra skulle vi finde bus nr. 26 mod Wallingford?? Wow – regel nr. 1 i Seattle: kan du ikke finde vej skal du blot vifte med et kort eller se lige saa forvirret ud som Casper. Vi blev mere eller mindre eskorteret hele vejen til Wallingford – halvdelen af bussen diskuterede hvor det var smartest for os at staa af. Det er bare noget helt andet her end Oddergrisen. Saa vi er nu hos vaerten..Casper skriv lige faerdig…
Vaerten har taget ualmindeligt godt imod os. Vi startede med at spise aftensmad paa Chinooks – en fiskerestaurant – hvor hun naegtede os at betale noget som helst, vildt. Derefter fulgte en 2 timers rundtur i Seattle i hendes lille Mazda 3. De to timer gav os flere informationer end vi nogensinde kunne have opnaaet paa egen haand. Da vi kom hjem gik vi en kort tur i en park med hendes hund, Dixie, hvorefter det var paa hovedet i seng…
Her til morgen blev vi overrasket med Dutch Babies og Ahorn Sirup (opskrift foelger), og nu tager vi mod downtown…
Alt koerer som smurt, og vores foerste servas-oplevelse har vaeret over al forventning!
Nyd det!
lørdag den 2. april
Så hændte det at vi skulle udfordres kulturelt og se kunst af en anden aktør end den euforiserende Nordamerikanske natur. Vi havde set solen knejse over Whistlers bjerge, mærket den isnende, rene bjergluft og havde følt naturens totale overtag – snefald i mængder som bevidnede, at den globale opvarmning endnu ikke er verdenshersker. Kultur eller ej, men ihvertfald en oplevelse og målestok for denne aftens, skal vi sige overraskende, udfald.
Da Portland efterhånden må siges at være Nordvestamerikas kulturhovedstad, besluttede vi efter en hyggelig dag i Portland hos vores søde Servasværter at skimme byens gratis kulturaviser igennem for at finde en koncert. Overalt stod Akron/Family nævnt som aftens kunstneriske højdepunkt og da spillestedet oven i løbet lukkede mindreårige ind (Albert og Frederik) var beslutningen truffet. 20.45 stod vi klar ved billetlugen og til vores store overraskelse var der stadig billetter at købe. Hvad der overraskede os endnu mere var at salen næsten var tom her 15 min. før koncertens start. Well, kl 21 gik aftenens FØRSTE navn på, og ja et enkelt opvarmningsvand er sjældent af vejen. Duoen spillet støjende, eksperimenterende postfolk/-indie, men var ikke helt uinteressant i kraft af musikernes dygtighed. Trommeslageren var i særdeleshed noget ved. Herefter fulgte et opvarmningsband mere, og vi tænkte, ja, men TO opvarmningsbands er vel ikke helt ved siden af – vi får virkelig valuta for pengene. Bandet fulgte genremæssigt første bands fodspor, men var om noget mere støjende. Så kom TREDJE band, en meget avantgarde jazzduo, som tvang vores ellers ret tolerante og tålmodige øren ud på første lydpause i mellemgangen. Vi ville gerne have været udendørs, men stedet kørte ikke med “re-entrance”, så aftenen tog en faretruende og ret irriterende drejning – ingen frisk luft og ingen øl pga den amerikanske flueknepperiagtige udskænkningslov. Ja som du måske fornemmer var stemningen ikke på sit højeste… Da fulgte FJERDE og så FEMTE støjende opvarmningsband, som ikke kræver videre beskrivelse. På daværende tidspunkt havde vi befundet os i kulturens helvede, et støjinferno uden sammenligning i 3 1/2 timer vel at mærke uden succesoplevelser, følelse af velbehag og positive stimuli. En slags knap så succesfuldt Portland-pot-pourri.
Da kom endelig aftenens hovednavn på scenen. Klokken havde passeret 00.30 og stemningen nåede ikke just spærene, men efter et par ret lækre, overbevisende trestemmige vers begyndte foden trods alt at vippe i et taktfast rytme mod koncerthallens beskidte trægulv. Bare det at fornemme en puls i musikken var en befrielse. De gode numre fortsatte en stund, men da tog også dette band en sær drejning. Pludseligt fandt forsangeren en blokfløjte frem (et faretruende signal når manden har Beatles-hår og John Lennon briller?) mens trommeslageren og bassisten fulgte trop med andre indianske instrumenter. Nu begav de sig ned mellem publikum som taktfast klappede en rytme, som det tydeligt ikke var intentionen skulle holdes. Minutter senere begyndte en papmachevulkan, som prikken over i’et at skyde røde hjerteballoner til vejrs og stemningen ændredes til en fællessangs-peace-hippie-psykedelisk-kærligheds ceremoni, der endeligt fik os til at trodse “no re-entrance” skiltet og forsvinde i den våde nordvest-Oregonske nat. Vi var rystede og talte stort set ikke sammen før vi nåede bilen og dermed var tilbage i trygge rammer… Fra koncerten gik turen til McDonalds. Vi måtte have noget vant indenbords efter sådan en aften i indie-kulturelitens varetægt, men selv det var ved ikke at lykkes for os. Efter et par mislykkede forsøg på at ramme en parkeringsbås og en håbløs vandring om den sikkert aflåste burgergigant indså vi at drive-in var eneste mulighed. Som om det ikke skulle være nok, gik også bestillingen galt og vi endte med at stille vores lille snack-sult med ikke mindre end 4 big macs og 2 cheeseburgere… God nat.
Efter at have udforsket Portland nogle dage og bl.a. spist nogle berømte doughnuts (The magic is in the hole.. tihi fnizz), gik turen videre i retning af Ontario. Vi fik taget afsked med vores naturentusiastiske Servasværter (By the way var de ret søde. Deres datter, Tess, viste os de fede steder i byen og sønnen, Nathan, snakkede befriende meget) og pakket bilen. På turen mod Ontario, så vi et vandfald kaldet Multnomah Falls… Flot.
14. april
Say what! We are officially in f*cking Califonia!
Efter vores fantastiske ophold hos Jan og Todd i Ontario, forlod vi staten Oregon og vupti – vi cruZer nu rundt på highway 1 og 101 i det gudsbenådede Californien.
Det første der mødte os i CA var de fantastiske Redwoods som huser nogle af verdens største træer. Det danske, ifølge digteren så allerhellige egetræ er UKRUDT i sammenligning med disse majestætiske nåletræer. Ja så dem skulle vi selvfølgelig køre “igennem” HAHAHAHA
Herover: Provinsdrenge i skoven
Vi fandt et motel og hoppede op på Servas-hesten igen og fandt en vært. Vi fandt en lokal, som boede ved India Basin syd for SF downtown. I indkørslen blev vi mødt af en lille sød dame med peacetegn i ørerne og iført Obama t-shirt. Damen hed Nancy og hun boede her med en udviklingshæmmet kvinde. Dette fandt vi selvfølgelig først ud af den første nat, da vi blev vækket af skrig og gråd, hvilket foruroligede os en smule. Dagen efter viste det sig at kvinden var blevet oprevet over, at hendes tøj ikke var blevet vasket – så værre var det sådan set ikke. Hun viste sig heldigvis at være både sød og skør og sjov.
Nancy var rigtig god til at give os tips om byen og samtidig give os masser af frihed til at udforske på egen hånd, og i modsætning til mange andre steder hvor vi har boet, gav hun os masser af små opgaver som vi skulle hjælpe hende med (den sidste aften lavede vi for tredje gang frikadeller og kartofler med persillesovs, som efterhånden må betegnes som vores specialitet). Tro det eller ej så var det faktisk befriende at få lov til at hjælpe lidt til. Til morgenmad den sidste morgen lavede vi biksemad og scrambled eggs (amerikansk morgenmad ifølge Nancy) og her kommer en episode som beskriver Nancy utroligt godt: Mens vi spiste morgenmad kom en dame, der ville tale om et eller andet miljø-energi-fis. Hun havde et skema som skulle udfyldes mest med ja’er og nej’er, men efter hvert eneste spørgsmål kom selvfølgelig en laaang beretning om Nancys liv, børn, hus, oplevelser – you name it. Så hvad der kunne været klaret på 10 minutter, varede måske nærmere halvanden time 🙂
I løbet af vores 3 dage i SF nåede vi alt fra Cable Cars til Alcatraz. Vi besteg byens stejle gader ideelle til en 70’er biljagt. Vi spiste clam chowder i surdejsbrød ved Fisherman’s Wharf. Vi shoppede “John Lennon briller” på Haight Street. Vi kiggede på homoseksuelle rulleskøjteløbere i Golden Gate Park og spiste cassoulet akkompagneret af sprød dinerjazz. Til alle jer som overvejer at tage til San Francisco -GØR DET!!
Af Ingrid Pedersen
Sverige. I Sverige med eget sneglehus
Heiner var mangeårigt bestyrelsesmedlem og ivrig rejsende. Han døde desværre af kræft i 2019, men har entusiastiske rejsehistorier har vi stadig. Denne er fra en tur til Sverige for en halv snes år siden.
Af Heiner Gringmuth
( Lav link til artiklen)
I virkeligheden havde vi kun få dage- en lille uge – til turen gennem Sverige. Og dog oplevede
vi meget. Vi var faktisk heldige med vejret. I starten strålende sommer, så lidt byger som
blandede sig stort set uden om os eller mest om natten. Fordi vi kørte med vores lille
campingvogn, var vejret ikke noget problem, og det var nemt for vores
værter, fordi vi altid sove i vores ‘sneglehus’.
Vi havde planlagt sådan at besøge en Servasvært i starten af turen og så en sidst på ugen, med to overnatninger uden aftale på vejen.
Det første stop var kun 10 km fra færgen 6 km nord fra Helsingborg i Laröd. Her boede en dansk emigrant i et parcelhuskvarter. Han arbejdede i Helsingør og var altså pendler fra Sverige. Vi tog på en sightseeingtur gennem Helsingborg med ham, kørte med bybussen, slentrede på strandpromenaden og tog op til borgen. Fordi vi talte dansk var kommunikationen nem og vi fik en masse at vide om byen og omegn. Der bor en del danskere i Helsingborg og nyder lav husleje, købspriser og tjener godt i Danmark. De pendler over Sundet, kender hinanden og danner et specielt netværk.
Derfra kørte vi 30 km videre nordpå til Kullaberg naturpark, den første udfordring for vores bil/campingvogn med 13 pct. stigning – uden problemer. Bo havde anbefalet os en speciel seværdighed ved en strand på nordsiden af Kullen-halvøen.
Her havde en skør kunstner, Lars Vilks, udråbt et stykke strand som fristed fordi de svenske myndigheder havde krævet at rive sine skulpturer, bygget de mest fantastiske skulpturer af drivtømmer, ned. Nu er det et turisttilløbssted.Men først var man ude for en ret ekstrem klatretur ned til stranden over stok og sten. De sidste 150 m gik det over en ‘overdækket’ stige/trappe ned til en vig med mange skulpturer. Stranden blev dannet af kampstene og ingen sand. Her hoppede man fra sten til sten for at komme tæt på og klatre rundt på de til dels 12 m høje objekter, livsværk af den svenske kunstner. Trods den besværlige vej var det en seværdig og en reel turistattrakton, masse af besøgende.
Tilbage var det anstrengende men mindre ubehageligt, fordi så var der ingen problemer med at holde balance under klatreturen.
Efter det kørte vi 50 km mod nord til en lille havneby, hvor vi etablerede os for natten i en sidegade uden for parkeringsafgiftsområde ved havnen. Vi havde cykler med og derfor var det nemt at benytte os af de offentlige toiletter på havnen.
20 min sejlads fra havnen lå en lille ø, Hallands Väterö, kendt som naturområde, som vi ville besøge næste dag.
Der lå et stort sejlskib på anker i en lille bugt, fin sandstrand og en stemning som på en skatteø eller Robinson Crusoe. Selve øen bød på meget mangfoldig natur med sand og sten/klippe strand, eventyrskov, mose og enge med græssende får.
Om aftenen tog vi ud at spise i den lokale pizzeria og så tilbage i vores sneglehus, som vi nåede lige før en ordentlig regnskylle. Der havde vi det igen lunt og brugte resten af aftenen til kortspil.
Jeg vågnede tidligt og kørte ved 6 tiden en strandtur på cyklen og kunne fortælle om de bedste steder til morgenbadet, som min kone holder meget af. For mig var vandet ikke varmt nok.
Denne dag havde vi som mål et særlig parkanlæg (Norrvikens Trädgardan), igen 50 km mod nord. Undervejs var der kraftige regnbyger, men da vi nåede frem var vejret fint igen. For øvrigt nød jeg meget at køre efter GPS som gjorde det meget nem at komme til vores forskellige destinationer. Parkanlægget var tilknyttet til en landbrug/haveuddannelse, hvor de studerende præsenterede forskellige fantasifulde mønsterbede. I et gammelt godsbygning var der en udstilling med keramik og malerier. Alt sammen ting, som man gerne seer, når man er på ferie.
Da jeg prøvede at komme i kontakt med servasværter i Sverige mailede jeg til forskellige. Og dem der svarede først, vandt i gæstelotteriet. Men der var et par syd for Göteborg, som jeg faktisk var ked af, at de havde svaret for sent.
Derfor besluttede vi at besøge dem i forbifarten på vores vej til de næste værter.
Først fandt vi en meget dejlig parkeringsplads ved en badesø, hvor det luften og vandet var varmt nok til en dukkert. Regn om natten, men som sagt gav det ingen problemer. Men morgenen var meget våd og gav ingen grund til at blive længere. GPSen blev programmeret til den adresse, vi vil besøge på vejen. 35 km længere nord kom vi frem til byen, ringede om det passede, at vi kikkede ind.
Det var det og vi havde et par hyggelige timer hos et spændende par. Hun var en af udseende indiansk mexicaner, som talte perfekt tysk (underviste tysk og spansk på en folkeskole), hendes mand var kunstmaler. Vi fik limonade og is med jordbær og havde meget at snakke om og blev vist rund i atelieret. Godt at vi lærte dem at kende.
Vores endelige Servasværter boede fast i nærheden af Göteborg, men havde nævnt for os at de vil tage os med til deres sommerhus 30 km vest fra byen hvis vejret var godt nok. Det var det
tilsyneladende, fordi vi fik gennem SMS besked på at komme der.
Denne gang førte GPS os over nogle grusveje, som jeg ikke er så vild med, men godt frem til stedet. Man er nok nødt til at acceptere, at 80 pct. af de svenske veje er grusveje, men som regel velpassede.
De nye værter var også meget gode til at tale tysk, men skulle lige komme ind i det igen. Stephan var oprindelig født i Tyskland, men var som spædbarn med sine forældre kommet til Sverige. Han var svagstrømsingeniør og fik bl.a.. et patent på det moderne høreapparat for mange år siden, som nu bliver brugt overalt. Hun var børnebogsforfatter med en produktion af en række bøger, hvoraf nogle også er oversat til dansk.
Til aftensmad havde de inviteret et andet par, hvor hun oprindeligt var tysker med mere end 30 år i Sverige. På denne måde gik snakken mest på tysk, og vi havde en meget hyggelig aften i spændende selskab med spisning på terrassen. Jeg plejer om aftenen at overføre mine fotos til computerne og ved denne lejlighed checker jeg også altid om der skulle være en åben wireless forbindelse i luften (HotSpot) Det fandt jeg her.
Ikke særlig stærk, men godt nok til at downloade mine mails.
Næste morgen var den væk igen.
Vi havde en dag sammen, som vi brugte til indkøb og besøg af et museum for svensk husrenovering efter gamle metoder og med miljøvenlige materialer. Tæt ved lå et gods hvor Selma Lagerlöf brugte meget om sommeren. Museet er nævnt i hendes “Nils Holgersons vidunderlige rejse gennem Sverige”, som den første Sløjd-højskole for folkeskolelærere, som senere spredte sløjdundervisning over hele landet (gamle Nääs Sløjdthøjskole).
Ellers var det blevet til reelt møgvejr, og derfor var der ikke meget fidus i at blive ved sommerhuset. Vi blev inviteret til at tage med til hjemmeadressen. I styrtregn kørte vi til Göteborg, etablerede vores ‘soveværelse’ på et parkeringsdeck og tilbragte aftenen med vores værter med middag og kortspil. Næste dag havde svenskerne et vigtigt familieærinde. Det blev til fællesmorgenmad og så tog de af sted. Men vi fik lov til at blive, tag bad, gå på internettet osv. og til sidst kaste nøglen i postkassen. Færgen gik først kl. 16 og derfor var der tid til at slappe af. Det var godt med en lille pause efter en oplevelsesrig uge.
Vi havde en uge mere ferie, som vi brugte til at vagabondere rundt om Limfjorden.
Men det er en helt anden historie.
Annette Falk Lunds venner bliver overrasket over, at Servas stadig lever. Men det gør det i bedste velgående, skriver hun om sin tur til Italien
Annette Falk Lund
Lav link til artiklen
Milano har været en stor oplevelse. Sikken en energi der lægges i gamle bygninger, især den pragtfulde domkirke “Duomo”. På den anden side bliver sparet på vedligeholdelse af de nyere bygninger. Milano er præget af stor kontrast mellem rig og fattig, vildt mange biler fylder gadebilledet og larmen er ikke til at tage fejl af.
En pulserende by med dårligt indeklima, yderst attraktiv klædte kvinder på gaden og en kaffe, jeg kunne drikke dagen lang. Når du har drukket en Cappuccino i Milano, mister du al interesse for den, som den er lavet her i Danmark. De kan deres kram, i det hele taget hvad mad og drikke angår.
Thomas og jeg rejste med Servas. En virkelig god måde at rejse på, der tiltaler os meget. Først kom vi til Alda, en dame på snart 70, tidligere journalist og et levende aktivt kvindemenneske, der har gang i den. Flot lejlighed under taget, indrettet med møbler fra hendes mange talrige rejser og billeder på væggen. Hun inviterede en anden kvinde fra Servas, Christine, der er født i Tyskland og har boet i Milano i tre år. Christine kan ikke have nogen boede, lejligheden er for lille, dog er hun frisk på en bytur og gode samtaler. Vi spiste sammen en aften, udvekslede erfaringer om vore kulturer, politik og historie. Det hele foregik heldigvis på tysk, dejlig afslappede.
Dagene gik med besøg af kirker, fæstningsanlæg og et nyt stort Kunstmuseum og spadseretur i gaderne uden bestemt formål. Dejligt. En aften slæbte Alda os med i Koncerthuset, vi skulle simpelthen opleve klassisk musik. Den interesse har vi i forvejen og hvor var det nemt at finde rundt i byen med vor italienske ledsager.
Det andet ophold fik vi hos et par, 10 år yngre end vi er, i et helt andet kvarter i en lille lejlighed. Valentina arbejder i NGO- sammenhæng, rejser til Latinamerika for at lave humanitære arbejde, Moreno er oplært til juveler fra sin onkel. Selvom de havde meget lidt plads, var vi velkommen at overnatte i dagligstuen på sofaen. Også her spiste vi sammen og vi fortalte f.eks. om den danske kunstner Lars Kræmmer der opfandt art Money, en pengeseddel, kunstnere i hele verden producerer selv. Det fænomen havde Valentina og Moreno ikke hørt før om og glade modtog de vores gave, selv om det ikke var andet end en art Money.
Det var første gang vi rejste med Servas. Derfor kom vi lidt sent i gang med forberedelserne. Der skulle skrives et introduktionsbrev, hvor vi fortæller hvem vi er, hvad vi arbejder med, om vi har børn og hvad der interesserer os. Lige som vi kunne læse om Servasværterne i Italien, som vi fik adgang til efter vores interview. For Servas er motiveret af at folk mødes, en ægte kulturudveksling og ikke en billig overnatning som f.eks. couchsurfing. Det talte vi om i et interview med en Servaskvinde, to uger før vi rejste. Vi fandt 20 mennesker, som vi kontaktede, ca. en uge før vort fly skulle lette fra lufthavnen i Kastrup. Det væltede ikke lige foran ind med svar og vi væbnede os med tålmodighed. Nogle mennesker ringede vi op til sidst og det endte med, at Christine anbefalede at vi kontakter hendes gode veninde Alda. Valentina og Moreno var så en af de positive svar vi fik fra de første henvendelser.
To uger efter rejsen fortalte vi en god ven om vore rejseoplevelser. ”Findes stadig Servas?” bryd han ud. Han har rejst i mange år på denne mål for rigtig mange år siden. Så kigger vi på hinanden og nu er det vor tur at udbryde:
“Ja da i bedste velgående. “
Fra Annette Falk Lund’s blog http://falklund.dk/wordpress/?p=207
Wolfgang Böhme rejste rundt med rygsæk i Mexico i fire uger
Af Wolfgang Böhme
Lav link til artiklen
4 ugers rundrejse, alene med rygsæk og bus fra Mexico City til Cancun for at lære landet og folket at kende og ikke mindst øve spansk. Tog en rute i det sydlige Mexico, det er et stort land og i den sydlige halvdel skulle der ikke være væsentlige problemer med sikkerheden.
Jeg har ikke oplevet Mexico som et særlig farlig sted, der er enorm security overalt og ellers gælder sund fornuft! Det er nok mest trafikken og de mange hunde man skal passe på med, hvis man skal være der i længere tid eller skal ude på landet kan en rabies vaccination hjemmefra være en god ide, malariaforebyggelse
Mexico er en vild blanding af udviklingsland og moderne samfund, man kan ofte blive i tvivl flere gange om dagen. Og det er meget anderledes end Europa!
Mexicanerne er absolut familiemennesker og når de er på stranden er der som regel mindst fire generationer der er med.
Mexico city er bare en enorm by, uendelig stor, men centrum kan godt opleves på gåben og der er en god Metro. Der er mange mennesker og masser af politi i en slags kampuniform, jeg har ikke følt mig utryg på noget tidspunkt. Man spadserer dog ikke rundt udenfor centrum om natten.
Havde kontaktet nogle fra Servas listen, de var desværre ikke hjem men sendte hjælpsomme emails og tips. Boede på hotel Marlowe, kan anbefales, specielt restauranten!
Herefter besøgte jeg Servas folk i Puebla, det var faktisk deres datter der var medlem i Servas og hun studerede pt. Tyskland. Men hendes forældre, der var min alder bød mig velkommen og tilbragte 2 dage sammen, hvor de stort set kørte rundt med mig hele tiden, viste mig Puebla og Cholula og gjorde mig bekendt med alt mulig mad, kutymer, bedsteforældre osv. Det var intensivt med det spanske som jeg havde glemt lidt af, men det gik, var sjovt og lærerigt.
Det var heldigvis en weekend jeg var der.
Tog herefter til byen Oaxaca. Servas medlemmet der reagerede ikke på henv. på e-mail og jeg boede på hotel Trebol, kan også anbefales. Meget flot by fyldt med farver, musik og mad, pas på du ikke tager for meget på!!
Herefter videre til Stillehavskysten. Det var påkrævet efter alle de byer, landede efter en flot tur gennem bjergene i Puerto Escondido, som er en hygglig, mellemstor by med en enorm flot strand med store bølger og mange der surfer. Tog her et dykkerkursus på Puerto Dive Center, kan anbefales. Boede i Cabanas Pepe, lille familiehotel der ligger meget godt i forhold til mange ting. De havde også en søn der læste til ingeniør i Puebla og gerne ville komme på studietur til Tyskland (der er en stor Volkswagen fabrik i Puebla).
Syd for Puerto Escondido besøgte jeg San Agustinillo, en lille landsby ved stranden, meget flot. Blev desværre bidt lidt af en hund om natten, det var lav risiko, men jeg skulle alligevel have rabiesvaccinationer fire gange. Det blev jeg på sundhedscentret i Puerto Escondido, dette har forlænget opholdet i byen med en uge med det gjorde ikke så meget, da det meget smuk der.
Efterfølgende videre til Chiapas højlandet hvor der bor mange oprindelige mexicanere, byen San Christobal de las Casas er utrolig flot og man kan trekke, cykle og besøge landsbyer fx Chomula hvor tingene er meget anderledes og superspændende. Klimaet her er som DK om sommeren og det gør godt efter troperne på kysten.
Til sidst gik turen til Cancun som er en lidt stor og kaotisk by, folk er lidt mere fikseret på penge end venlighed, der er rigtig mange og store, dyre turisthoteller på stranden i denne del af landet.
Men man kan bare sejle 1/2 time ud til Isla Mujeres som er ren paradis, komme væk fra al by-bøvl. I Cancun boede jeg på Mundo Joven Hostal som har flotte dobbeltværelser, terrasse, jacuzzi og bar på taget.
Når man er undervejs finder man ud af hvor mange andre der faktisk er, der rejser rundt, alle aldre og mange alene. Hvis man har lyst, er det nemt at få kontakt, møde andre og udveksle informationer ved fx at indlogere sig på hostels (som alle udover sovesal også har ofte meget flotte enkelt og dobbeltværelser til gode priser). Ellers kan man indlogere sig hvor mexicanerne bor (ofte med storfamilier) og møde lokale, det er nemt at snakke med og venlige. De glæder sig hvis man kan lidt spansk. Der er masser af spansk kurser i Mexico hvis man vil forbedre sit sprog, muligheder for at trekke, vandre, cykle ud i naturen og deltage i organiserede udflugter hvis an har lyst.
Servas medlemmer koncentrerer sig meget i Mexico city og det er lidt tyndt andre steder.
Jeg havde en flot kontakt med Servas medlemmer og 2 mislykkede, det kan skydes kort varsel da turen med vilje ikke var helt nøjagtig planlagt. Hvis man vil besøge Servas folk skal man være sikker man kan kommunikere sammen og skal være forberedt på at blive integreret i familien.