To besøg hos værter på Vancouver Island i Canada
Lav link til artiklen
Af Ib Salomon og Inger Anneberg
Port Alice? Hvor i alverden er det? Eller: Port Alice, hvad vil I dog der? Det var de to typiske reaktioner, vi fik, når folk på den sydlige del af Vancouver Island hørte, at vi havde tænkt os at køre op til den nordligste ende af den bjergrige ø, der sådan cirka er på størrelse med Jylland. Men vi ville til Port Alice, for her boede de eneste Servasværter i den nordlige ende af den canadiske ø. Vancouver Island har ca. 700.000 indbyggere, men over halvdelen bor i hovedbyen Victoria, hvorimod den nordlige del af øen er særdeles tyndt befolket. Det kan vi skrive under på efter ca. 400 kilometers kørsel mellem høje, skovklædte bjerge – og når vi skriver skov, så mener vi det, for skovene på Vancouver Island er langt højere og tættere, end vi er vant til. Flere steder på øen er der tempereret regnskov med metertykke stammer, der rækker 30-50 meter opad. De sidste 42 km til Port Alice er udnævnt til ”scenic road”, så her snoede og vred vejen sig frem gennem et bakket skovlandskab. Vi fandt byen og vores værter,
Maggie og Lyle Flostrand. De er begge 76 år, men at de er særdeles aktive pensionister, fandt vi hurtigt ud af. De bor i et smukt træhus, og uden for vejrer bl.a. det norske flag, for som deres efternavn antyder, har de norske rødder. Vi var sent fremme, så Maggie havde gjort maden klar, den lækreste laks. Og til bordet havde de skaffet et dansk stofflag – de fortalte, at de altid prøver at skaffe det rigtige flag, når de har Servasgæster. Det sker 1-3 gange om året. Port Alice ligger ved noget, der kan minde om en norsk fjord, og hele byen er bygget op om ”The Mill”, en gigantisk skovindustri nogle kilometer syd for byen. Her har Lyle været kemiker i årtier, alt imens Maggie tog sig af de skolebørn, der krævede specialindsats – selv har de opdraget tre børn. De fortalte rigtig meget om det lille samfund (der bor ca.1500 mennesker i Port Alice) og vi fandt snart ud af, at heroppe kræver rigtig mange opgaver en frivillig indsats – og at Maggie og Lyle har ydet deres rigelige bidrag. Der var stort set ikke et projekt, de ikke har været involveret i. Vi boede to nætter i Port Alice, var ude at sejle med Lyle – og fangede to flotte laks, mens Maggie tog os med på en byvandring bl.a. ad den rekreative sti langs fjorden, hun har været med til at få etableret.
Vi har været værter i mange år, men har kun i beskedent omfang brugt Servas når vi er ude at rejse, men besøget i Port Alice var ikke den eneste gode Servas-oplevelse på Vancouver Island, for vi boede også to nætter hos et par i Victoria, Sheena Carlson og Redmond O’Conell. Også her blev vi modtaget med største hjertelighed og hjælpsomhed, og Redmond fortalte beredvilligt om det bijob han har som ”town crier” – det vil sige, at han fungerer som udråber under store optog og byfester. At der ligefrem holdes mesterskaber for ”town criers” var også nyt for os, men det er jo noget af det fine ved at være Servas- rejsende – at man får indblik i tilværelser, der er meget forskellige fra vores.
Vi kan i det hele taget varmt anbefale Canada, og ikke mindst den vestlige del (British Columbia) som rejsemål. Sprogligt går det nemt, og overalt mødes man af venlig nysgerrighed – hvortil kommer en overvældende natur.
Efter Vancouver Island tilbragte vi et par uger i Vancouver, og en af dagene var det store samtaleemne et relativt kraftigt jordskælv (6,4 på Richterskalaen), vi mærkede det dog ikke, og der var ingen alvorlige skader, men tv-nyhederne havde naturligvis et indslag om det. Plus et kort, der skulle forklare, hvor det fandt sted: 80 km fra Port Alice. ”Der har vi været”, råbte vi næsten i munden på hinanden.