Servas Danmark GF 2020. Udflugt til Ydby Hedes bronzealdergravhøje

Velkommen til Servas Danmark

- Bo hos de lokale og få nye venner over hele verden

Servas 75-års jubilæum

Mandag d. 18. november 2024 var en flok på omkring 50 medlemmer samlet i Aarhus Rådhus til åbningen af Servas’ jubilæumsudstilling. De 16 store plakater fortalte om Servas’ formål, ideologi, aktiviteter og historie via fotos, grafik og tekst.

Borgmester Anders Winnerskjold imponerede os med en meget vedkommende og engageret tale.

Stort tillykke med jeres jubilæum. Jeg glæder mig til at se udstillingen her i Rådhussalen.

For mange er det at rejse lig med at bo på hotel og spise på lokale restauranter. At være rendyrket turist og opleve for oplevelsens skyld, men for jer i Servas er det mødet mellem mennesker, der er centrum for rejsen. Nysgerrigheden på hinanden trumfer hoteloplevelsen og restaurantbesøgene – og rejsen får en mening ud over rejsen i sig selv.

Den nysgerrighed har drevet jer som forening, og det er derfor, I i nu 75 år har åbnet jeres hjem for hinanden på tværs af landegrænser.

Med en smuk grundtanke om åbenhed overfor nye mennesker er I med til at nedbryde de fordomme, man kan have kulturer imellem og med til at fjerne frygten for det ukendte – for det er jo næsten altid dét vi ikke kender, vi kan blive bange for. For faktum er jo, at hvis vi lærer hinanden at kende, øger vi også forståelsen for, hvad vi hver især kommer fra, hvem vi er, og måske endda hvor vi sammen skal hen.

Med det udgangspunkt er I en forening med et umådeligt sympatisk formål – at øge forståelsen mellem folk med forskellige kulturer og forskellige baggrunde med ønsket om at undgå krige og konflikter.

Desværre må vi nok erkende, at der måske lige nu er mere brug for det end nogensinde, og selvom det er nedslående, så det er det godt at tænke på, at I er her. Og måske det ikke er helt tilfældigt, at I har planlagt udstillingen lige her på tærsklen til juletid? For man kan med god grund sige, at jeres forening om noget har julens budskab om næstekærlighed som en del af jeres grundlag. Som det også ses tydeligt helt ned i, at I at starter pressemeddelelsen om det her arrangement med at skrive “Hej ven!”.

Det burde vi måske alle sammen blive bedre til at sige – og sige noget oftere. “En fremmed er blot en ven, du ikke har mødt endnu”, lyder det i et gammelt ordsprog. Det passer måske ikke altid i alle sammenhænge, men det er et godt udgangspunkt for en samtale og for at lære hinanden at kende.

Servas fortjener stor ros for igennem 75 år at have bidraget til, at mange flere har mødt hinanden på den måde. Derfor også stort tillykke med de første 75 år! Jeg håber, jeres udstilling må blive velbesøgt.

Efter bormesterens tale fik de fremmødte to fortællinger om rejser og det at bo lokalt. Iben og Mads delte levende og åbenhjertigt deres erfaringer fra besøg hos værter og satte ord på hvad det betyder for dem at få muligheden at komme tæt ind på hverdagen hos folk i de kulturer, som de rejser i. Iben fortalte, at hun i løbet af få dages samvær kunne danne venskaber der holder i mange år efterfølgende og Mads fortalte, hvor berigende det har været for ham, når han var villig til at træde uden for sine egne normer og opleve verden med værtens øjne.

Marianne og Gregers gav tre meget muntre numre på klaver med sange skrevet til lejligheden.

Blandt de fremmødte var en del der går tilbage til den tid hvor Birgitte Damsgaard var Servassekretær. De ældste medlemmer var nok Merete Sørensen og Flemming Holm der startede i 1971. Andre var fra 80’erne, 90’erne, 20’erne. Nogle var spritnye og nysgerrige på at møde Servasfolk.

Merete Sørensen og Flemming Holm
Servassekretær Jan Degrauwe bød velkommen
Buffet med festlige bobler
Plakater i Aarhus Rådhus
Plakater i Aarhus Rådhus