Af Ingrid Pedersen
Sverige. I Sverige med eget sneglehus
Heiner var mangeårigt bestyrelsesmedlem og ivrig rejsende. Han døde desværre af kræft i 2019, men har entusiastiske rejsehistorier har vi stadig. Denne er fra en tur til Sverige for en halv snes år siden.
Af Heiner Gringmuth
( Lav link til artiklen)
I virkeligheden havde vi kun få dage- en lille uge – til turen gennem Sverige. Og dog oplevede
vi meget. Vi var faktisk heldige med vejret. I starten strålende sommer, så lidt byger som
blandede sig stort set uden om os eller mest om natten. Fordi vi kørte med vores lille
campingvogn, var vejret ikke noget problem, og det var nemt for vores
værter, fordi vi altid sove i vores ‘sneglehus’.
Vi havde planlagt sådan at besøge en Servasvært i starten af turen og så en sidst på ugen, med to overnatninger uden aftale på vejen.
Det første stop var kun 10 km fra færgen 6 km nord fra Helsingborg i Laröd. Her boede en dansk emigrant i et parcelhuskvarter. Han arbejdede i Helsingør og var altså pendler fra Sverige. Vi tog på en sightseeingtur gennem Helsingborg med ham, kørte med bybussen, slentrede på strandpromenaden og tog op til borgen. Fordi vi talte dansk var kommunikationen nem og vi fik en masse at vide om byen og omegn. Der bor en del danskere i Helsingborg og nyder lav husleje, købspriser og tjener godt i Danmark. De pendler over Sundet, kender hinanden og danner et specielt netværk.
Derfra kørte vi 30 km videre nordpå til Kullaberg naturpark, den første udfordring for vores bil/campingvogn med 13 pct. stigning – uden problemer. Bo havde anbefalet os en speciel seværdighed ved en strand på nordsiden af Kullen-halvøen.
Her havde en skør kunstner, Lars Vilks, udråbt et stykke strand som fristed fordi de svenske myndigheder havde krævet at rive sine skulpturer, bygget de mest fantastiske skulpturer af drivtømmer, ned. Nu er det et turisttilløbssted.Men først var man ude for en ret ekstrem klatretur ned til stranden over stok og sten. De sidste 150 m gik det over en ‘overdækket’ stige/trappe ned til en vig med mange skulpturer. Stranden blev dannet af kampstene og ingen sand. Her hoppede man fra sten til sten for at komme tæt på og klatre rundt på de til dels 12 m høje objekter, livsværk af den svenske kunstner. Trods den besværlige vej var det en seværdig og en reel turistattrakton, masse af besøgende.
Tilbage var det anstrengende men mindre ubehageligt, fordi så var der ingen problemer med at holde balance under klatreturen.
Efter det kørte vi 50 km mod nord til en lille havneby, hvor vi etablerede os for natten i en sidegade uden for parkeringsafgiftsområde ved havnen. Vi havde cykler med og derfor var det nemt at benytte os af de offentlige toiletter på havnen.
20 min sejlads fra havnen lå en lille ø, Hallands Väterö, kendt som naturområde, som vi ville besøge næste dag.
Der lå et stort sejlskib på anker i en lille bugt, fin sandstrand og en stemning som på en skatteø eller Robinson Crusoe. Selve øen bød på meget mangfoldig natur med sand og sten/klippe strand, eventyrskov, mose og enge med græssende får.
Om aftenen tog vi ud at spise i den lokale pizzeria og så tilbage i vores sneglehus, som vi nåede lige før en ordentlig regnskylle. Der havde vi det igen lunt og brugte resten af aftenen til kortspil.
Jeg vågnede tidligt og kørte ved 6 tiden en strandtur på cyklen og kunne fortælle om de bedste steder til morgenbadet, som min kone holder meget af. For mig var vandet ikke varmt nok.
Denne dag havde vi som mål et særlig parkanlæg (Norrvikens Trädgardan), igen 50 km mod nord. Undervejs var der kraftige regnbyger, men da vi nåede frem var vejret fint igen. For øvrigt nød jeg meget at køre efter GPS som gjorde det meget nem at komme til vores forskellige destinationer. Parkanlægget var tilknyttet til en landbrug/haveuddannelse, hvor de studerende præsenterede forskellige fantasifulde mønsterbede. I et gammelt godsbygning var der en udstilling med keramik og malerier. Alt sammen ting, som man gerne seer, når man er på ferie.
Da jeg prøvede at komme i kontakt med servasværter i Sverige mailede jeg til forskellige. Og dem der svarede først, vandt i gæstelotteriet. Men der var et par syd for Göteborg, som jeg faktisk var ked af, at de havde svaret for sent.
Derfor besluttede vi at besøge dem i forbifarten på vores vej til de næste værter.
Først fandt vi en meget dejlig parkeringsplads ved en badesø, hvor det luften og vandet var varmt nok til en dukkert. Regn om natten, men som sagt gav det ingen problemer. Men morgenen var meget våd og gav ingen grund til at blive længere. GPSen blev programmeret til den adresse, vi vil besøge på vejen. 35 km længere nord kom vi frem til byen, ringede om det passede, at vi kikkede ind.
Det var det og vi havde et par hyggelige timer hos et spændende par. Hun var en af udseende indiansk mexicaner, som talte perfekt tysk (underviste tysk og spansk på en folkeskole), hendes mand var kunstmaler. Vi fik limonade og is med jordbær og havde meget at snakke om og blev vist rund i atelieret. Godt at vi lærte dem at kende.
Vores endelige Servasværter boede fast i nærheden af Göteborg, men havde nævnt for os at de vil tage os med til deres sommerhus 30 km vest fra byen hvis vejret var godt nok. Det var det
tilsyneladende, fordi vi fik gennem SMS besked på at komme der.
Denne gang førte GPS os over nogle grusveje, som jeg ikke er så vild med, men godt frem til stedet. Man er nok nødt til at acceptere, at 80 pct. af de svenske veje er grusveje, men som regel velpassede.
De nye værter var også meget gode til at tale tysk, men skulle lige komme ind i det igen. Stephan var oprindelig født i Tyskland, men var som spædbarn med sine forældre kommet til Sverige. Han var svagstrømsingeniør og fik bl.a.. et patent på det moderne høreapparat for mange år siden, som nu bliver brugt overalt. Hun var børnebogsforfatter med en produktion af en række bøger, hvoraf nogle også er oversat til dansk.
Til aftensmad havde de inviteret et andet par, hvor hun oprindeligt var tysker med mere end 30 år i Sverige. På denne måde gik snakken mest på tysk, og vi havde en meget hyggelig aften i spændende selskab med spisning på terrassen. Jeg plejer om aftenen at overføre mine fotos til computerne og ved denne lejlighed checker jeg også altid om der skulle være en åben wireless forbindelse i luften (HotSpot) Det fandt jeg her.
Ikke særlig stærk, men godt nok til at downloade mine mails.
Næste morgen var den væk igen.
Vi havde en dag sammen, som vi brugte til indkøb og besøg af et museum for svensk husrenovering efter gamle metoder og med miljøvenlige materialer. Tæt ved lå et gods hvor Selma Lagerlöf brugte meget om sommeren. Museet er nævnt i hendes “Nils Holgersons vidunderlige rejse gennem Sverige”, som den første Sløjd-højskole for folkeskolelærere, som senere spredte sløjdundervisning over hele landet (gamle Nääs Sløjdthøjskole).
Ellers var det blevet til reelt møgvejr, og derfor var der ikke meget fidus i at blive ved sommerhuset. Vi blev inviteret til at tage med til hjemmeadressen. I styrtregn kørte vi til Göteborg, etablerede vores ‘soveværelse’ på et parkeringsdeck og tilbragte aftenen med vores værter med middag og kortspil. Næste dag havde svenskerne et vigtigt familieærinde. Det blev til fællesmorgenmad og så tog de af sted. Men vi fik lov til at blive, tag bad, gå på internettet osv. og til sidst kaste nøglen i postkassen. Færgen gik først kl. 16 og derfor var der tid til at slappe af. Det var godt med en lille pause efter en oplevelsesrig uge.
Vi havde en uge mere ferie, som vi brugte til at vagabondere rundt om Limfjorden.
Men det er en helt anden historie.