Israel: På eventyr i den israelske ørken

Arne Dahl og hans kone følte sig som medvirkende i en Hitchcock-film, da de stod af bussen midt i den israelske ørken

Af Arne Dahl

Lav link til artiklen

I en Hitchcock film ”North by North West” fra 1959 tager Cary Grant bussen ud i ørkenlandet og stiger af på et gudsforladt øde sted, hvor han senere jages af en enmotors dræber-flyvemaskine. Noget lignende følte jeg, da Monique og jeg ankom med langvejs-bussen og blev sat af 110 km fra Eilat midtvejs til Masada fæstningen ved et mikroskopisk busstoppested i det golde ørkenlandskab.

Her stod vi med vore pakkenelliker midt i stilheden. Vel 5 minutter helt alene. Sol, ørken og ingenting. Men så en lyd. Fra en ørkenvej kom en firehjuler kørende, over landevejen, hen til os, standsede og en slank sportstrænet 50-årig mand steg ud. Welcome to Zopar, I am Michael. This way. Get in. Yona awaits you with coffee.

5 minutter efter var vi fra det bare ingenting ankommet til et hus med udsmykkende mosaikker omgivet af blomstrende frugttræer, en kæmpe volière med kvidrende fugle samt et tilstødende pottemagerværksted, hvor tørrede palmegrene hang ned fra loftet over de udstillede varer.

Det er ikke en naturlig oase, sagde Mike ved kaffen, stedet er skabt ved boring af brønde, rør på ned til 100 meters dybde til de store vandreserver, der findes nedenunder den golde ørkenoverflade. For 25 år siden fik vi stillet huset til rådighed til købspris fra den israelske regering, og så gik vi i gang med brøndgravning, tilplantning og opdyrkning af ørkengrunden. Nu har Yona så også dekoreret huset, og vi har bygget værksted og gæstehus selv. Vore 2 børn henholdsvis studerer og er i tvungen 2-3 års militærtjeneste.

Yona, en slank, smuk kvinde, lidt yngre end sin mand, viste os rundt i haven og potteværkstedet, mens de 2 hunde og katten fulgte efter. Hendes pottemagerarbejde var enkle smukke blåglaserede krukker, kopper og tallerkner. Jeg tager mig af alt med huset. Mike tager sig af plantagen. Den viser han jer nu.

Og så kørte vi igen, tilbage ud i ørkenen, over landevejen og mod Jordan til kæmpemæssige, store teltlignende drivhuse. De fleste dyrker peberfrugter, især røde, men jeg har specialiseret mig i tomater. Og det måtte han nok sige. I hundredvis af lange rækker med tomattræer i 2-3 m højde med tomater i alle farver og størrelser. Ved et udstillingsbord smagte vi på dem, og aldrig i mit liv har jeg smagt så velsmagende tomater. Ikke disse ensfarvede, hollandske supermarked tomater komplet uden smag. Nej her var noget ganske andet. Smukke gule, grønne, røde. En delikatesse for øjet, for ganen.

Vi bestøver nu med bier, hvor vi før gjorde det med håndkraft, og ved hver 2. række stod et bistade, hvor bierne cirkulerede ud og ind. Langs rækkerne gik kvindelige thailandske arbejdere. De får et indrejsevisum på 5 år og en god løn, som de sender hjem, forklarede Michael. De er så glade for jobbet, at enkelte forfalsker visaet senere for at blive, men det opdages altid.

Så skal vi til det nærliggende Jordan. Mike kører ned ad den støvede vej til grænseovergangen, viser blot et kort, den enlige vagtpost nikker, og vi kører ind i Jordan uden at vise vore pas. En kilometer inde ligger nye israelske tomatfarme fra før fredsslutningen med Jordan, som Micheal Ofran stadig bestyrer. Han har forsøgt at undervise Jordanere i systemet med brødgravning, overrisling og tomatdyrkning uden held eller større interesse. Så nu har Damaskus-regeringen overladt drivhusene til ham mod et gebyr. Jeg kan også køre til Damaskus uden pas, siger han, blot Palæstinenserne ikke involveres er der ingen problemer med Jordanerne og grænsekontrollen.

Tilbage i Israel passerer vi farme, hvor 8-10.000 køer, som kommer 3-4 gange årligt fra Australien, er en måneds tid i karantæne før udstationering i Israel, som har en meget stor kvægbestand. Ligeledes ligger der her store kalkunfarme, hvor op til 40.000 kalkuner er i karantæne hvert 6. uge året igennem.

Længere væk ligger andre regeringshuse i ørkenen, hvor lignende landbrugsprojekter er sat eller sættes i gang. Små oaser skabt ved hårdt arbejde i den bare ørken. Vi tager på ørkentur og kører i sandet op på et højdedrag med vid udsigt over ørkensletten. Der er faktisk ikke meget, det ligner veje her, men Michael Ofran hører til redningstjenesten og kender hver en busk, hvert et ørkenspor. Vandområdet ligger fra 50 til 1100 meters dybde, forklarer han. Alle de rør, vi ser, er filtre, som nedkøler det varme vand fra jorddybderne, før anvendelsen. Der har været jordrystelser, som et enkelt sted bragte vandet til overfladen, så der skabtes en større sø, der nu omsider er forsvundet.

Tæt ved ligger Nabatæernes karavanesti, en ørkenvej helt fra Afrikakysten med et ørkenfort i ruiner. Sådanne forter lå placeret med kamel-dagsrejsers mellemrum hele vejen lige til Petra, og denne fantastiske, mystiske klippeby, som kun kan nås igennem en 1 km lang klippespalte – byen, der i sin storhedstid fra det 3 årh. før til det 3 årh. efter Kristus, havde 20-30.000 indbyggere, og som senere blev totalt glemt af omverdenen – lå kun 20-25 km borte inde i Jordan. Petra (ligesom Skt. Kathrines kloster på Sinaihalvøen) besøgte vi også, men denne uforglemmelige oplevelse er en helt anden spændende historie.

Ofrans har en vidt omspændende handelsvirksomhed. Han er nu direktør i Blaser frugt og grøntsagsvirksomhed med eksport til USA og visse europæiske lande med produktudviklingssamarbejde med Spanien på tomatsiden, hvor de nu laver tofarvede – rød /grønne – velsmagende cherry tomater.

Yona og Michael Ofran har været medlemmer af Servas Israel i nogle år, men det er ikke så ofte, at danske Servas medlemmer som os, kommer forbi, da mange nok er tilbøjelig til at suse forbi det lille ørkensted. Men det er synd. Bysamfundet Zopar og Yona og Michaels gæstfrihed var måske turens højdepunkt i de 14 dage, vi var i Israel. Vi oplevede og lærte så utrolig meget bare ved den ene dags besøg med overnatning, at opholdet blev en så stor og ganske uventet berigende oplevelse for os.

Mike skal tage afsked med en kunde, en chefkok fra Tel Aviv, som kom om morgenen med privatmaskine. Vi kører til den frimærkestore flyveplads nærved. Kokken køber direkte ind til sin restaurant og har senere været på besøg hos andre frugt leverandører

Han kommer i taxi til flyvepladsen, får nogle kasser tomater med sig, og så af sted. Vi vinker. En begivenhedsrig dag. Jeg skal huske at give Irma besked om velsmagende israelske tomater!