På deres allerførste lift fortalte chaufføren Amalie og Thea om Servas. De nåede at blive meldt ind, mens de var undervejs – og fik hurtigt gode oplevelser hos værter
Af Ingrid Pedersen
-Uha, vi må håbe, det ikke bliver tøvejr i nat, for så løsner vores pløkker sig.
Thea Møller og Amalie Flamming blaffer fra Jylland til Japan, og mange gange undervejs har de sovet i deres lille medbragte telt – også frostvejr.
-Men de bedste overnatninger, siger de i munden på hinanden, da vi fanger dem på telefon et par dage efter, de er rejst ind i Mongoliet, er de gange vi har overnattet hos Servasværter, og det, de fremhæver er ikke rene, varme senge, lækker mad og brusebad. Det har de også fået, men de nævner især den overvældende gæstfrihed, værterne viser to helt fremmede kvinder, der blaffer gennem deres land. Foreløbig har de boet hos to værter, for der har ikke været så mange på deres vej. Den ene var en familie i Samsun i Tyrkiet, den andet var familien i Moskva.
-I Samsun var værten egentlig en ældre mand, men han mente, at to unge kvinder som os, ville have mere glæde af at bo hos hans voksne datter, fortæller Amalie og tilføjer, at datteren var megasød.
-Det var lige det, vi manglede, for indtil da havde vi mest tilbragt tid sammen med mænd. Både de chauffører, der samlede os op og de fleste couchsurfingværter var mænd, nævner Thea, og fortæller, at værten i Samsun ovenikøbet syntes, de skulle sove i hendes seng.
Dagen efter viste hun dem rundt i byen.
-Og vi fik virkelig mange gode snakke med hende om forskellige forhold i hendes og vores lande, siger Amalie.
-Det er den slags snakke, vi gerne vil have med folk undervejs, og med snak, hygge og et glas vin følte vi os virkelig hjemme.
På første tur
Thea og Amalie kendte ikke Servas, da de i begyndelsen af februar pakkede telt og rygsække for at tage på den lange blaffertur til Japan, som de regner med at vende tilbage fra i juni eller juli 2026.
-Men på vores allerførste lift, som var hele vejen fra Vejle til Hamborg, fortalte chaufføren os om Servas, fortæller Amalie.
De meldte sig straks ind, og Jan Degrauwe fulgte den særlige procedure, vi bruger, når fysiske møder ikke er mulige : De blev interviewet og godkendt på et online møde.
Også besøget hos en familie i Moskva var en stor oplevelse, og de siger selv, at det jo er tankevækkende, fordi vi i Vesten betragter Rusland som en fjende.
-Men sådan er det jo ikke, når man møder de mennesker, der bor der. Dmitri og Kristina og deres søde lille datter var de meste hjertevarme mennesker, man kan forestille sig.
Hos dem følte vi os også virkelig hjemme, og kunne bare gå ud i køkkenet og lave os en kop kaffe, når vi havde lyst til det, fortæller Amalie, og tilføjer, at Kristina fortalte, at hun selv har rejst meget med Servas, men nu da de har fået et barn er det ikke så nemt. Derfor er de glade for at få besøg udefra.
Første udlændinge
Mange af dem de får et lift med har aldrig før født udlændinge, og taler ikke noget fremmedsprog. Det løses dog nemt ved hjælp af Google Translate på deres telefoner, så tale straks oversættes til de valgte sprog. Det har mange af chaufførerne heller aldrig oplevet før.
-Det er helt vildt, og gør alting meget nemmere, siger Thea og fortæller, at det gør en 12 timers tur med en lastbil meget sjovere for begge parter, når de kan snakke sammen på den måde.
De fortæller også, at nogle chauffører brugte deres walkietalkies til at opfordre andre chauffører til at samle dem op, hvis de ser dem.
-Vi kunne høre, de sagde Dania og autostop, når de snakkede om os.
Penge til UNICEF
Deres rejsebudget er på 100 kroner om dagen, og de opfordrer de mange følgere på Instagram til at donere penge til UNICEF.
-Fordi vi får så meget forærende på denne tur – mad, transport og oplevelser – vil vi på den måde gerne give noget videre til alle de børn i verden, der sulter, fryser og lever i utryghed, siger de. UNICEF blev valgt, fordi den er kendt i hele verden, og vi frygter ikke, at pengene går i de forkerte lommer, siger de.
Efter ca. 50 dage havde folk doneret over 22.000 kr.
Og netop som jeg skrev denne artikel færdig, fortæller Thea og Amalie glædestrålende på Instagram, at de samme aften skal bo i en jurt ( et traditionelt telt, som nomader bor i) i Mongoliet.
Se, hvordan den oplevelse var, og følg deres rejse her: zero_plan_to_japan
